Det enlige træ mellem hvide streger til fartøjer der ikke kommer fordi det er nat. Her havde jeg en fordel af at linsen på telefonen havde ligget nede ved en snus jeg tidligere havde spist. lampens lys er nikotin sløret. Måske summer det i træet. Måske er træet ligeglad. Det flytter sig ikke, som stregerne, der jo tegnes op igen når der er gået nogle år. Hvem ved om vi har biler der kører på veje om 100 år. Måske bliver der parkeringspladser på himlen istedet. Det er et fredfyldt motiv. Træet der endnu kender sin plads, men som med årene vil vokse ud af asfalten og de fine gårdsten. Rodnettet der vil filtre sig ind under jorden. Og danne forbindelser til andre træer, hvis samtale vi ikke sådan kan aflure. Jeg kender en fotograf der foretrækker at fotografere træer om vinteren fordi det er "uden alt det pis med blade." På samme måde har en anden ven som er billedkunstner. Det er om vinteren træet står frem uden panser. Så ser man skelettet tydeligere. Jeg ved ikke om jeg foretrækker det ene fra det andet. Når naturen er mægtig kan den noget andet. Foråret æder grimheden fra bygningerne op. Den fortryller om man vil. Men der er noget rent i naturen sådan en vinteraften, hvor temperaturen ligger og lurer på minus 2 grader.