Gå videre til hovedindholdet


 Tågen lå som en klam men venlig hånd over landskabet. Bilernes lygter klæbede til de bittesmå dråber af vanddamp og skikkelser i det fjerne lignede dele af tågen. Jeg blev helt overrasket over en af tågeskikkelserne sagde goddag. Jeg havde foretrukket de havde været ordløse, og opløst sig selv når jeg kom tættere på. Tågen er et helt særligt fænomen. Og der er mere af den om vinteren end om sommeren. Det er som om nogen har givet landskabet en dunjakke på som hele tiden mister sine bittesmå fjer. Der er gerne en særlig duft af isvand. Jern og salt på engang. Men det er nok fordi jeg bor ved havet. Ting der i dagtimerne ser ganske almindelige ud ser mærkelige ud i tågen. Proportionerne forvrænges. Hjernen leder efter geometriske former på det der normalt er en busk eller et vejarbejde. Men i tågen sker der en form for fortætning af ens udblik. Lyset fra gadelamperne brydes tungere. Som var der grød der groede på lyskilden. Man går forsigtigt for ikke at blive opslugt af de hvide skyer. Det er heller ikke let af fange ind. Jeg må hele tiden chekke linsen ikke dugger til. Skal jeg nu give efter for varmen i min lomme eller beholde telefonen fremme. Hvad tænker tågen den næste overraskelse skal være? Der er tågede dage hvor den kun ligger lokalt i pytter når man kører hjem af motorvejen. Det er næsten mere skræmmende end massiv tåge. Det er som om bilen bliver opslugt og styres af disse tågepytter. Men det varer som regel kun kort tid. Så er vejen klar og sort igen. Anderledes er det med rimtågen som den i går. Ifølge meterologer hedder tågen vi har om vinteren advektionstågen. Den kommer når varme overflader møder den kolde luft. Og hedder også det smukke navn: sø-røg. Den ankommer langsomt, og forsvinder ikke let igen. Den aften kom jeg til et særligt tågerum, den iskolde luft frøs mine hænder, og jeg kom til at tænke på den gamle gyser Tågen, eller the fog, hvor gamle sømænd banker på dørene med krogede rådne hænder. De bor i tågen, ja de ånder gennem den. Jeg er glad for vi har navngivet tågen. Og gjort den til et meteorologisk fænomen. Ellers tror jeg ikke jeg ville vove mig ud i den. En lille sær detalje. Når tågehornet brummer, leder man uværgerligt efter sin mobil. Det lyder som om den ligger under en pude i en sofa. Men da jeg ikke synes tågehornets lyd har ændret sig i al den tid jeg har levet, ved jeg godt det er den digitale verden, der påvirker vores associationer. Vores beredskab. Vi formes af den verden vi er i. Og reagerer på de ting vi ejer. Mit tågeberedskab er under forandring. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

 faktisk tror jeg jeg ville have svært ved at bo længere inde i landet, efter jeg i 16 år har boet 400 meter fra storebælt. Dele af min krop er omdannet til tågebanker. Og jeg har vænnet mig til at landskabet forandrer sig når det er storm og når det er stjerneklart og stille. Jeg kan ikke huske nær den samme tågemængde da jeg boede i københavn. Det er jack the ripper vejr plejer vi at kalde det herhjemme. Gå ikke ud uden scherlock holmes og en pibe. Træerne hænger som blødende former over den våde vej. Bilerne ligner dråber af stillestående jern. I det fjerne det mystiske gule hus, der i mange år forfaldt men som nu får nye forsatsruder i den tyskinspirerede herskabsvilla, som blev bygget på handlen med Kiel og Altona. Mange af mine venner er bange for at strande her når de besøger mig. De vil gerne vide at togene går så de ikke ender i provinsen. Men provinsen bor i dig selv. Ligesom centrum når du er i stødet og vil ind og gøre byen usikker. Vi danskere kan godt li vi er i centr...
 Det enlige træ mellem hvide streger til fartøjer der ikke kommer fordi det er nat. Her havde jeg en fordel af at linsen på telefonen havde ligget nede ved en snus jeg tidligere havde spist. lampens lys er nikotin sløret. Måske summer det i træet. Måske er træet ligeglad. Det flytter sig ikke, som stregerne, der jo tegnes op igen når der er gået nogle år. Hvem ved om vi har biler der kører på veje om 100 år. Måske bliver der parkeringspladser på himlen istedet. Det er et fredfyldt motiv. Træet der endnu kender sin plads, men som med årene vil vokse ud af asfalten og de fine gårdsten. Rodnettet der vil filtre sig ind under jorden. Og danne forbindelser til andre træer, hvis samtale vi ikke sådan kan aflure. Jeg kender en fotograf der foretrækker at fotografere træer om vinteren fordi det er "uden alt det pis med blade." På samme måde har en anden ven som er billedkunstner. Det er om vinteren træet står frem uden panser. Så ser man skelettet tydeligere. Jeg ved ikke om jeg fore...
 Det er typpisk natten at slukke for udsigten til andet end rim. Om dagen viser spejlet gerne dele af en vej. Men her var der sort eller grå skærm. Jeg kunne sikkert godt have tørret spejlet af. Men jeg går jo mine ture på nattens præmisser. Jeg skrev engang en historie om en mand der lever af at spise mørket, det bevirkede vi mennesker får sværere ved at sove. Men det fjerner også mystikken fra vores liv. Manden var nu glad for han havde det svært med mørke. Og spiste sig på en måde ind på sin egen frygt for samme mørke. Sådan har vi mennesker det så forskelligt. Der er dem der søger fakta og dem der søger fiktion. Og jeg har altid foretrukket mystikken intakt frem for en over oplyst verden. Der er så meget vi ved. Og det er tankevækkende at min telefon hellere laver mine motiver om til dagslys istedet for at bevare mørket, som det er. Så der sker tit det at jeg vender tilbage til ur-motivet med de fejl det nu har, når man dårligt kan se andet end det her spejl i et ellers udflyde...