Tågen lå som en klam men venlig hånd over landskabet. Bilernes lygter klæbede til de bittesmå dråber af vanddamp og skikkelser i det fjerne lignede dele af tågen. Jeg blev helt overrasket over en af tågeskikkelserne sagde goddag. Jeg havde foretrukket de havde været ordløse, og opløst sig selv når jeg kom tættere på. Tågen er et helt særligt fænomen. Og der er mere af den om vinteren end om sommeren. Det er som om nogen har givet landskabet en dunjakke på som hele tiden mister sine bittesmå fjer. Der er gerne en særlig duft af isvand. Jern og salt på engang. Men det er nok fordi jeg bor ved havet. Ting der i dagtimerne ser ganske almindelige ud ser mærkelige ud i tågen. Proportionerne forvrænges. Hjernen leder efter geometriske former på det der normalt er en busk eller et vejarbejde. Men i tågen sker der en form for fortætning af ens udblik. Lyset fra gadelamperne brydes tungere. Som var der grød der groede på lyskilden. Man går forsigtigt for ikke at blive opslugt af de hvide skyer. Det er heller ikke let af fange ind. Jeg må hele tiden chekke linsen ikke dugger til. Skal jeg nu give efter for varmen i min lomme eller beholde telefonen fremme. Hvad tænker tågen den næste overraskelse skal være? Der er tågede dage hvor den kun ligger lokalt i pytter når man kører hjem af motorvejen. Det er næsten mere skræmmende end massiv tåge. Det er som om bilen bliver opslugt og styres af disse tågepytter. Men det varer som regel kun kort tid. Så er vejen klar og sort igen. Anderledes er det med rimtågen som den i går. Ifølge meterologer hedder tågen vi har om vinteren advektionstågen. Den kommer når varme overflader møder den kolde luft. Og hedder også det smukke navn: sø-røg. Den ankommer langsomt, og forsvinder ikke let igen. Den aften kom jeg til et særligt tågerum, den iskolde luft frøs mine hænder, og jeg kom til at tænke på den gamle gyser Tågen, eller the fog, hvor gamle sømænd banker på dørene med krogede rådne hænder. De bor i tågen, ja de ånder gennem den. Jeg er glad for vi har navngivet tågen. Og gjort den til et meteorologisk fænomen. Ellers tror jeg ikke jeg ville vove mig ud i den. En lille sær detalje. Når tågehornet brummer, leder man uværgerligt efter sin mobil. Det lyder som om den ligger under en pude i en sofa. Men da jeg ikke synes tågehornets lyd har ændret sig i al den tid jeg har levet, ved jeg godt det er den digitale verden, der påvirker vores associationer. Vores beredskab. Vi formes af den verden vi er i. Og reagerer på de ting vi ejer. Mit tågeberedskab er under forandring.
Tågen lå som en klam men venlig hånd over landskabet. Bilernes lygter klæbede til de bittesmå dråber af vanddamp og skikkelser i det fjerne lignede dele af tågen. Jeg blev helt overrasket over en af tågeskikkelserne sagde goddag. Jeg havde foretrukket de havde været ordløse, og opløst sig selv når jeg kom tættere på. Tågen er et helt særligt fænomen. Og der er mere af den om vinteren end om sommeren. Det er som om nogen har givet landskabet en dunjakke på som hele tiden mister sine bittesmå fjer. Der er gerne en særlig duft af isvand. Jern og salt på engang. Men det er nok fordi jeg bor ved havet. Ting der i dagtimerne ser ganske almindelige ud ser mærkelige ud i tågen. Proportionerne forvrænges. Hjernen leder efter geometriske former på det der normalt er en busk eller et vejarbejde. Men i tågen sker der en form for fortætning af ens udblik. Lyset fra gadelamperne brydes tungere. Som var der grød der groede på lyskilden. Man går forsigtigt for ikke at blive opslugt af de hvide skyer. Det er heller ikke let af fange ind. Jeg må hele tiden chekke linsen ikke dugger til. Skal jeg nu give efter for varmen i min lomme eller beholde telefonen fremme. Hvad tænker tågen den næste overraskelse skal være? Der er tågede dage hvor den kun ligger lokalt i pytter når man kører hjem af motorvejen. Det er næsten mere skræmmende end massiv tåge. Det er som om bilen bliver opslugt og styres af disse tågepytter. Men det varer som regel kun kort tid. Så er vejen klar og sort igen. Anderledes er det med rimtågen som den i går. Ifølge meterologer hedder tågen vi har om vinteren advektionstågen. Den kommer når varme overflader møder den kolde luft. Og hedder også det smukke navn: sø-røg. Den ankommer langsomt, og forsvinder ikke let igen. Den aften kom jeg til et særligt tågerum, den iskolde luft frøs mine hænder, og jeg kom til at tænke på den gamle gyser Tågen, eller the fog, hvor gamle sømænd banker på dørene med krogede rådne hænder. De bor i tågen, ja de ånder gennem den. Jeg er glad for vi har navngivet tågen. Og gjort den til et meteorologisk fænomen. Ellers tror jeg ikke jeg ville vove mig ud i den. En lille sær detalje. Når tågehornet brummer, leder man uværgerligt efter sin mobil. Det lyder som om den ligger under en pude i en sofa. Men da jeg ikke synes tågehornets lyd har ændret sig i al den tid jeg har levet, ved jeg godt det er den digitale verden, der påvirker vores associationer. Vores beredskab. Vi formes af den verden vi er i. Og reagerer på de ting vi ejer. Mit tågeberedskab er under forandring.
Kommentarer
Send en kommentar