Gå videre til hovedindholdet

Anlægget 23.34. Måneløs nat.


 Det er lidt en vane jeg har fået på mine gamle dage. Hver nat eller aften går jeg den samme tur op af bakken til Nankes Plads og derfra ind på kirkegården. Der er et særligt lys, eller skulle jeg sige en kamp mellem lys og mørke mellem selve porten og kirkegårdens træer bagved. Jeg har en særlig svaghed for den gamle eg som jeg fotograferer i forskellig belysning eller mangel på samme. Jeg anvender altid min telefon, da jeg som regel ikke kan fange noget som helst med mine rigtige kameraer. Det er lidt alkymi, jeg peger telefonen mod omridset af den gamle eg og så trykker jeg på udløserknappen. Derpå beregner telefonen mørkets art og giver mig et billede som jeg ikke kan se med mine egne øjne. Det er tankevækkende at katte kan se meget mere end os mennesker, og at hunde kan lugte langt mere end vi mennesker kan. Mennesket har nok altid været fascineret af lys og af mørke. Men det forekommer mig min egen interesse for mørket, tager til jo tættere jeg selv kommer på det store mørke. Vi fødes jo fra mørket ind i lyset, og går den anden vej når vi dør. Der er noget sært beroligende i min hobby. Det er ligesom et besøg på den anden side. Jeg tager gerne 10 billeder af egen før jeg går videre gennem lågen ud på kjærsvej igen. Derpå kommer jeg til anlægget hvor lyskilderne er flere. Igen er det stort set altid de samme motiver jeg leder efter her. Mødet mellem det menneskeskabte lys og nattens eget. Det er så mærkeligt at se landskabet komme tilsyne på måder jeg ikke kan se med det blotte øje. Mine egne øjne er blevet dårligere. Jeg kan ikke længere se stjernerne så klart som jeg kunne da jeg var ung. Men min fornemmelse for rummet er blevet større, jo dårligere jeg ser. Selvfølgelig har det også noget med min livserfaring at gøre Jeg ved mere nu end jeg vidste da jeg var ung. Men det slår mig alligevel som smukt at mine sanser eroderer, mens mine tanker samler sig. Det er jo ikke stor kunst at tage de billeder. Men jeg betragter det lidt som en log bog over mørket. Min afsøgning af det der er, hvis vi opsøger det. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

 faktisk tror jeg jeg ville have svært ved at bo længere inde i landet, efter jeg i 16 år har boet 400 meter fra storebælt. Dele af min krop er omdannet til tågebanker. Og jeg har vænnet mig til at landskabet forandrer sig når det er storm og når det er stjerneklart og stille. Jeg kan ikke huske nær den samme tågemængde da jeg boede i københavn. Det er jack the ripper vejr plejer vi at kalde det herhjemme. Gå ikke ud uden scherlock holmes og en pibe. Træerne hænger som blødende former over den våde vej. Bilerne ligner dråber af stillestående jern. I det fjerne det mystiske gule hus, der i mange år forfaldt men som nu får nye forsatsruder i den tyskinspirerede herskabsvilla, som blev bygget på handlen med Kiel og Altona. Mange af mine venner er bange for at strande her når de besøger mig. De vil gerne vide at togene går så de ikke ender i provinsen. Men provinsen bor i dig selv. Ligesom centrum når du er i stødet og vil ind og gøre byen usikker. Vi danskere kan godt li vi er i centr...
 Tågen lå som en klam men venlig hånd over landskabet. Bilernes lygter klæbede til de bittesmå dråber af vanddamp og skikkelser i det fjerne lignede dele af tågen. Jeg blev helt overrasket over en af tågeskikkelserne sagde goddag. Jeg havde foretrukket de havde været ordløse, og opløst sig selv når jeg kom tættere på. Tågen er et helt særligt fænomen. Og der er mere af den om vinteren end om sommeren. Det er som om nogen har givet landskabet en dunjakke på som hele tiden mister sine bittesmå fjer. Der er gerne en særlig duft af isvand. Jern og salt på engang. Men det er nok fordi jeg bor ved havet. Ting der i dagtimerne ser ganske almindelige ud ser mærkelige ud i tågen. Proportionerne forvrænges. Hjernen leder efter geometriske former på det der normalt er en busk eller et vejarbejde. Men i tågen sker der en form for fortætning af ens udblik. Lyset fra gadelamperne brydes tungere. Som var der grød der groede på lyskilden. Man går forsigtigt for ikke at blive opslugt af de hvide sk...
 Det er typpisk natten at slukke for udsigten til andet end rim. Om dagen viser spejlet gerne dele af en vej. Men her var der sort eller grå skærm. Jeg kunne sikkert godt have tørret spejlet af. Men jeg går jo mine ture på nattens præmisser. Jeg skrev engang en historie om en mand der lever af at spise mørket, det bevirkede vi mennesker får sværere ved at sove. Men det fjerner også mystikken fra vores liv. Manden var nu glad for han havde det svært med mørke. Og spiste sig på en måde ind på sin egen frygt for samme mørke. Sådan har vi mennesker det så forskelligt. Der er dem der søger fakta og dem der søger fiktion. Og jeg har altid foretrukket mystikken intakt frem for en over oplyst verden. Der er så meget vi ved. Og det er tankevækkende at min telefon hellere laver mine motiver om til dagslys istedet for at bevare mørket, som det er. Så der sker tit det at jeg vender tilbage til ur-motivet med de fejl det nu har, når man dårligt kan se andet end det her spejl i et ellers udflyde...