faktisk tror jeg jeg ville have svært ved at bo længere inde i landet, efter jeg i 16 år har boet 400 meter fra storebælt. Dele af min krop er omdannet til tågebanker. Og jeg har vænnet mig til at landskabet forandrer sig når det er storm og når det er stjerneklart og stille. Jeg kan ikke huske nær den samme tågemængde da jeg boede i københavn. Det er jack the ripper vejr plejer vi at kalde det herhjemme. Gå ikke ud uden scherlock holmes og en pibe. Træerne hænger som blødende former over den våde vej. Bilerne ligner dråber af stillestående jern. I det fjerne det mystiske gule hus, der i mange år forfaldt men som nu får nye forsatsruder i den tyskinspirerede herskabsvilla, som blev bygget på handlen med Kiel og Altona. Mange af mine venner er bange for at strande her når de besøger mig. De vil gerne vide at togene går så de ikke ender i provinsen. Men provinsen bor i dig selv. Ligesom centrum når du er i stødet og vil ind og gøre byen usikker. Vi danskere kan godt li vi er i centrum.
Tågen lå som en klam men venlig hånd over landskabet. Bilernes lygter klæbede til de bittesmå dråber af vanddamp og skikkelser i det fjerne lignede dele af tågen. Jeg blev helt overrasket over en af tågeskikkelserne sagde goddag. Jeg havde foretrukket de havde været ordløse, og opløst sig selv når jeg kom tættere på. Tågen er et helt særligt fænomen. Og der er mere af den om vinteren end om sommeren. Det er som om nogen har givet landskabet en dunjakke på som hele tiden mister sine bittesmå fjer. Der er gerne en særlig duft af isvand. Jern og salt på engang. Men det er nok fordi jeg bor ved havet. Ting der i dagtimerne ser ganske almindelige ud ser mærkelige ud i tågen. Proportionerne forvrænges. Hjernen leder efter geometriske former på det der normalt er en busk eller et vejarbejde. Men i tågen sker der en form for fortætning af ens udblik. Lyset fra gadelamperne brydes tungere. Som var der grød der groede på lyskilden. Man går forsigtigt for ikke at blive opslugt af de hvide skyer.